Et skifte i samspillet mellem
individ og fællesskab.

Sammen – hver for sig!

Et udtryk, som er skabt her under Corona-krisen og som udtrykker at vi skal vise samfundssind ved at holde os på afstand af hinanden, for at undgå at smitte og blive smittet med virus.

For mig indikerer det et skifte i vores opfattelse af samspillet mellem individ og fællesskab.

Et udtryk, der også betyder at det faktisk er muligt, vi både kan passe på hinanden (fællesskabet) og passe (på) os selv.

Individ og fællesskab, som olie og vand

Måske har du, ligesom jeg, haft fornemmelsen af at individ og fællesskab, har været lige som olie og vand. Du ved, olie og vand skiller sig altid ad, når der ikke bliver rystet eller rørt i det.

Fællesskabet måtte vige for individuelle interesser og individualitet måtte vige for fællesskabet, hver gang vi glemte at røre/ryste dem sammen.

Så blev der enten for meget fællesskab i form af ensretning og lemming-tilstand eller for meget individ i form af en stor selvcentreret-hed og egoisme.

Ved at passe på sig selv, kan man passe på fællesskabet

Måske ligger der i udtrykket ”Sammen – hver for sig” en løsning på den udfordring, for ved at passe (på) sig selv, kan man også passe på fællesskabet.

For ved at den enkelte har et sundt og balanceret fokus på sig selv og tager ansvar for sig selv, så udviser man også ansvarlighed over for fællesskabet.

I øjeblikket kunne eksemplet være, at det er dit ansvar at blive hjemme, hvis du er i risikogruppen eller hvis du er sløj.

Men det kræver at du har fokus på dig selv, kan mærke hvordan du har det (tro det eller lad være, det er der en del mennesker som ikke kan) eller erkende at du er i risikogruppen (det er der også en del som ikke kan).

Desuden skal du slippe tanken om at du lægger nogle andre til byrde. For det gør du ikke – Du hjælper faktisk fællesskabet!

Det er bare så omvendt af hvad vores daglig dag har været tidligere – OG DET ER HER SKIFTET FINDER STED!

Før skiftet

FØR udtrykket ”Sammen – hver for sig” var det IKKE god stil at blive hjemme, når man selv eller børnene var syge.

Som jeg husker det (med fare for erindringsforskydning fordi ugerne føles som år, i øjeblikket) så var min arbejdsgiver ikke glad for mig, når jeg var sløj og blev hjemme fra arbejdet. Der var ingen tak for at jeg tog ansvar for mig selv og skånede fællesskabet.

Det samme gjaldt for syge børn. Jeg forestiller mig, at der er andre end mig, som har givet ungen en Panodil og sendt dem afsted til skole, i håb om at de kunne klare sig gennem dagen, uden at jeg skulle gå hjem fra arbejde.

Hvor sygt var det lige!

Godt for min arbejdsgiver, måske, og skidt for fællesskabet!

Med et sundt og balanceret fokus tager den enkelte ansvar

Når den enkelte tager ansvar for sig selv og har et sundt og balanceret fokus på sig selv, udviser man også ansvarlighed over for fællesskabet. De to interesser smelter sammen og så er individet ikke mere en modsætning til fællesskabet og omvendt.

Et loop i et uendelighedstegn

Individ og fællesskab er ikke to modpoler. De er forbundne og afhængige af hinanden.

Et lukket kredsløb, som et uendelighedstegn, der i loop glider frem og tilbage mellem hinanden.

Med al’ respekt for den svære situation vi står i og alle de ofre vi må give: Det er det fedeste at være med til og gid det må holde ved, også efter krisen!

De varmest hilsner

Dorthe Eichen